Historie Hermed lidt historie om Gladsaxe Spillemandslaug: De første tanker om et spillemandslaug her i Gladsaxe opstod i midten af 1970'erne. Der havde nu været optræk til det et stykke tid. Mere eller mindre løst sammensatte grupper af amatørmusikere spillede fra 1976 i "Skovbrynet" i Bagsværd og blandt disse folk og med Johan Landin (Bas Johan) som primus motor fik ideen en mere fast form. Inspirationen til det hele var tydelig nok. Ungdomsoprøret - 68 generationen stod for noget nyt. Vi skulle alle være frie og skabende og vi skulle frem for alt "komme hinanden ved", ikke den stille pardans i et mørkt hjørne af salen, Nej, alle skulle være med. Hamborg, sekstur, Feder Mikkel og Den lille englænder. Det er interessant i dag at se, at de 3 store spillemandslaug, der blev stiftet i 70' erne: Østjyderne i Århus, Lirum Larum i Roskilde og Gladsaxe Spillemandslaug, stadig lever i bedste velgående. I 1977 var der stiftende generalforsamling, lauget havde 25 medlemmer og havde lokaler på Grønnegården. Lauget voksede til 40 medlemmer og det var en stor dag i 1980, hvor vi kom til Laden ved Gladsaxe kirke. I 1977 løb det første Aldershvilestævne af stablen og det blev en stor succes. Stævnet blev reklameret som en skovtur for hele familien og blev det også med et besøg af 3 000 - 4 000 glade mennesker hvert år. I 1980 købte vi et dansegulv på ca. 200 kvadratmeter, som fungerede fint, men som vi havde et stort mas med at få oplagret og fragtet rundt i kommunen, hvor der var et rum tilovers. Lauget arrangerede også velbesøgte danseaftener med Gammel dans på Stengårdsskolen 1 gang om måneden i vintersæsonen. Dertil kom forskellige "udespil" for diverse foreninger, handlende, private og institutioner. Der kom også gang i andre aktiviteter. Weekend ture, hvor vi tog af sted med børn og øvrige familie og spillede på torvet eller på gaden i den nærmeste større by. Vores ture til Degeberga i det østlige Skåne, hvor vi kom fast i en årrække med en kæmpegrill + mad og drikke - og naturligvis masser af dansk og svensk folkemusik hele døgnet fra tidlig morgen til solen stod op igen. I en årrække havde vi fast engagement på Korinth Kro, hvor hele lauget blev indlogeret med udespil i Fåborg og stor krofest om aftenen i krosalen, hvor vi spillede op til dans og underholdt med forskelligt. Vi deltog også i forskellige stævner og kurser rundt i landet. Især de ture, hvor vi skulle med transporteres med færger over Storebælt, Østersøen eller Øresund, vil huskes af mange med stor fornøjelse. Ligegyldigt på hvilket tidspunkt af døgnet blev der spillet. Det bedste var naturligvis, at folk, enten det var på gaden, på færgen eller i toget dansede eller sang med. Musikken gennem årene: De første 5-6 år var det overvejende den danske folkedansetradition samt lidt hambo, polska og gånglåt fra Sverige, der prægede programmet, men ligesom et publikum ændrer sig, således ændrer spillestederne og de der spiller sig også. Foruden til almindelige danseballer, spiller GSL også på mange institutioner for ældre og handicappede og det stiller naturligvis nye krav til repertoiret. På disse steder vil publikum godt høre noget, de kan nikke genkendende til og synge med på, så der skal nogle evergreens og operettemelodier til. Også inden for folkedanserforeningerne er der i de senere år kommet meget nyt på programmet, så både tango, foxtrot og quickstep er kommet på mode igen. Den helt store nyskabelse herhjemme er Square-dansen, der har fået en meget stor udbredelse - her må vi også kunne være med og vi har da også haft hele to kursus med dygtige amerikanske musikere og instruktører, og vi har med stor succes prøvet at spille til square-dance bal. For nylig har vi indstuderet folkemusik fra Ukraine. Alt i alt må man sige, at Gladsaxe Spillemandslaug i dag har et omfattende og meget varieret repertoire, der sætter os i stand til at levere god underholdning til mange forskellige arrangementstyper. Formand Anita Bondy 2024 |